Brandsikring af døgnbemandede bygninger som hospitaler, plejehjem og klinikker adskiller sig fra brandsikring i kontorer, skoler og erhvervsbyggeri. Udfordringen består i at normale løsninger til passiv brandsikring skal implementeres i bygninger, der er i konstant drift, og hvor brugerne ofte er sårbare.
Hvor mange brandsikringsprojekter kan planlægges som afgrænsede entrepriser med midlertidig lukning eller begrænset adgang, er dette ikke en mulighed i døgnbemandede institutioner. Patienter og beboere opholder sig i bygningen døgnet rundt, ofte uden mulighed for selvredning, og enhver indgriben i bygningsmassen skal derfor planlægges og gennemføres med omtanke.
Døgnbemandede bygninger som arbejdsplads
Hospitaler og plejehjem kan ikke behandles som byggepladser i traditionel forstand. De er behandlings- og omsorgsmiljøer, hvor støj, støv, lugt og adgangsbegrænsninger kan have direkte konsekvenser for patientsikkerhed og trivsel.
Samtidig er mange af de bygningsdele, der er centrale for brandsikringen, såsom flugtveje, branddøre og tekniske gennemføringer, placeret netop dér, hvor der er mest aktivitet.
Det er her, at udfordringen ved brandsikring af døgnbemandede bygninger er mest tydelig. Brandsikringen skal forbedres eller vedligeholdes, mens bygningens primære funktion opretholdes så uforstyrret, som det kan lade sig gøre, og til mindst gene for patienter.
Arbejde i flugtveje og brandadskillende konstruktioner
Flugtveje i døgnbemandede bygninger er sjældent tomme. De bruges dagligt til transport af patienter, senge, hjælpemidler og medicinsk udstyr. Når brandsikringsarbejde udføres i disse områder, kan selv kortvarige afspærringer være til gene, hvis alternative flugtveje ikke er klart definerede og funktionsdygtige.
Arbejder på branddøre, brandsektioner og røgtætninger kræver derfor en etapeopdelt tilgang. Indgreb bør begrænses i tid og omfang, og midlertidige løsninger skal have samme funktionsniveau som den permanente konstruktion. Midlertidig frakobling eller fastlåsning af branddøre kan aldrig betragtes som trivielle tiltag, men skal håndteres som kritiske afvigelser, der kræver dokumentation og hurtig genetablering.
Brandtætning og tekniske gennemføringer i aktive afdelinger
Brandtætning af kabel- og rørgennemføringer er et område, hvor implementeringsudfordringerne er særligt tydelige. Arbejdet udføres ofte i tekniske skakte, loftrum eller vægge tæt på patientstuer, operationsområder eller behandlingsrum. Adgangen er begrænset, arbejdsintervallerne korte, og fejlmarginen minimal.
Små udførelsesfejl kan få stor betydning for røgspredning og brandmodstand, men arbejdet skal samtidig udføres hurtigt og uden unødig påvirkning af omgivelserne. Dette stiller krav til grundig forberedelse, brug af præfabrikerede løsninger og stram kvalitetskontrol ved aflevering.
Installation og test af aktive brandsikringssystemer
Implementering og test af aktive brandsikringssystemer som ABA, varsling og røgkontrol udgør en særlig udfordring i døgnbemandede bygninger. Test af systemer kan udløse alarmer, påvirke ventilationsdrift eller kræve midlertidig frakobling af dele af anlægget.
For at minimere gene for patienter og personale må test og idriftsættelse opdeles i mindre sektioner og gennemføres i kontrollerede trin. Midlertidige foranstaltninger skal sikre, at bygningens samlede sikkerhedsniveau aldrig reduceres, selv når enkelte komponenter er under arbejde. En klar og dokumenteret procedure for frakobling, test og genetablering er afgørende.
Ældre bygninger og skjulte forhold
En stor del af danske hospitaler og plejehjem er opført før nutidige brandkrav trådte i kraft. Det betyder, at brandsikringsarbejde ofte udføres i bygninger med uensartede konstruktioner, mangelfuld dokumentation og historiske dispensationer.
Under implementeringen opdages der ofte skjulte forhold, som kræver tilpasning af løsningerne. Standardiserede produkter og metoder er ikke altid tilstrækkelige, og brandsikringen må i stedet skræddersys, så den matcher bygningens faktiske opbygning uden at ændre det krævede brandmæssige niveau.
Samspil med klinisk og teknisk infrastruktur
Brandsikring i hospitaler og klinikker foregår ofte i tæt samspil med medicinske gasser, ventilationssystemer og nødstrømsinstallationer. Indgreb i én installation kan have afledte effekter på andre systemer, hvilket stiller høje krav til koordinering og sekventering af arbejdet.
Materialer og metoder skal være egnede til miljøer med høje hygiejnekrav og kritisk udstyr. Idriftsættelse bør ske gradvist og med løbende kontrol, så eventuelle fejl identificeres, inden de får driftsmæssige konsekvenser.
Konklusion
Brandsikring i døgnbemandede bygninger handler i høj grad om implementering frem for installation. De tekniske løsninger er velkendte, men den reelle kompleksitet opstår, når arbejdet skal udføres i bygninger, der aldrig står stille, og hvor brugerne ikke kan tilpasse sig projektet.
Ved at arbejde etapeopdelt, anvende tilpassede løsninger og fokusere på hurtig genetablering kan brandsikring gennemføres med minimal gene for patienter og personale – uden at gå på kompromis med de brandmæssige krav. Det er her, forskellen mellem standardbyggeri og specialiseret brandsikringsarbejde bliver tydeligst.
