Efter grundlaget fra del 1 er det tid til at zoome ind på, hvor EI30, EI60 og EI120 rammer i virkelige projekter. I denne artikel får du den danske kontekst med BR18 og brandstrategi, plus en praktisk gennemgang af de centrale bygningselementer, der skal opfylde EI-krav. Uanset om du står med en specifikation på tegnebordet eller på byggepladsen, giver det her dig værktøjerne til at identificere “hotspots” og sikre korrekt udførelse.
BR18, brandstrategi og EI‑krav
I Danmark er der ikke nogle direkte nedskrevede krav til, hvornår noget skal være klassificeret som EI 30, EI 60 etc. Bygningsreglementet BR18 arbejder med funktionskrav frem for detaljerede løsninger og beskriver, at en given bygning skal udformes, så personer kan bringe sig i sikkerhed, redningsberedskabet kan arbejde forsvarligt, og brand- og røgspredning begrænses i rimeligt omfang.
Oversættelsen til konkrete EI‑klasser sker gennem selve brandstrategien, de valgte løsninger og de projektspecifikke valg, som rådgiver og bygherre træffer i løbet af projektet..
I praksis betyder det, at en brandrådgiver fastlægger, hvilke dele af bygningen der skal være brandceller, hvilke områder der skal opdeles i brandsektioner, og hvilke flugtveje der skal kunne fungere i en vis tid under brand. Her bliver EI30, EI60 og EI120 det arbejdssprog, der omsætter funktionskrav til konkrete konstruktionskrav. Det kan f.eks. være EI60 for vægge omkring trapperum, EI30 eller EI60 mellem mindre brandceller, og EI120 for sektionsvægge i særligt udsatte eller komplekse bygninger.
Fordeling af EI-krav
Bygningens anvendelseskategori, størrelse og højde spiller også en central rolle. Et mindre bolig- eller kontorbyggeri kan ofte løses med EI30 eller EI60 på de fleste brandadskillende konstruktioner, mens høje eller komplekse bygninger, f.eks. højhuse, hospitaler, plejehjem, store samlingslokaler og højlager typisk kræver EI60 og EI120 på de væsentligste brandseparerende vægge og dæk.
Her indgår også andre faktorer som sprinkleranlæg, brandventilation og redningstid, der kan påvirke, om man kan nedjustere eller har behov for at opjustere kravene.
BR18 giver dermed rammen, men det er brandstrategien, der fordeler de konkrete EI‑krav ud på vægge, dæk, døre, skakte, gennemføringer og særlige brandceller. For entreprenører og udførende betyder det, at det ikke er nok at kende bygningsreglementets overordnede krav, men man skal forstå den konkrete brandstrategi for projektet og sikre, at de valgte løsninger er dokumenteret til de EI‑klasser, strategien forudsætter.
Bygningselementer med typiske EI-krav
Det er især de konstruktioner, der enten skal holde bygningen stående under brand, eller som skal forhindre, at flammer og varme spreder sig til næste brandcelle, som skal gives EI klasser i brandstrategien. For projekterende og udførende giver det mening at tænke i såkaldte hotspots – hvor er det, branden typisk kan sprede sig, og hvilke elementer er det, der skal holde den tilbage?
1. Vægge og dækkonstruktioner
Den mest oplagte gruppe er vægge og dæk, som udgør selve bygningens brandadskillende skelet. Brandseparerende vægge mellem brandceller og brandsektioner dimensioneres ofte til EI30, EI60 eller EI120 afhængigt af bygningstype og risikoniveau, mens bærende dæk typisk klassificeres som REI, hvor både bæreevne, integritet og isolering skal være opretholdt i fx 60 eller 120 minutter.
I praksis er det det komplette system, der har EI‑klassen, ikke bare pladerne, men kombinationen af plader, isolering, stålprofiler, fastgørelser og samlinger.
For udførelsen betyder det, at en EI60‑væg ikke bare er en vilkårlig gipsvæg, men en meget specifik opbygning med bestemte pladetykkelser, antal lag, type og tykkelse af isolering, c/c‑afstand på skruer osv. Ændrer man på opbygningen, risikerer man at stå med en væg, der ikke længere lever op til den krævede klasse, selv om den på papiret ligner.
2. Døre, porte og glaspartier
En anden kritisk gruppe er døre, porte og glaspartier, der sidder i brandadskillende vægge. Her vil brandstrategien ofte foreskrive, at åbninger i en EI60‑væg skal lukkes med døre eller glaspartier med samme EI‑klasse, så væggen ikke bliver et svagt led. Det gælder f.eks. døre fra gang til trapperum, mellem brandceller, til teknikrum og til lagerrum, hvor en branddør typisk vil være EI30, EI60 eller EI120 afhængigt af placering og funktion.
I praksis ser man ofte, at det netop er ved døre og glaspartier, at klassifikationen kompromitteres. Døren er ikke den specificerede type, glasfeltet er uklassificeret, eller montagen af karm og fuger er ikke udført efter anvisningen. Derfor er det afgørende, at både projektering og udførelse sikrer, at det samlede dør- eller glasparti, inklusive beslag, karme og fuger, er dokumenteret til den krævede EI‑klasse.
3. Skakte, gennemføringer og fuger
Skakte, installationsgennemføringer og lineære fuger er nogle af de mest oversete, men brandmæssigt mest kritiske bygningsdele. Selv den bedst brandklassificerede væg mister sin funktion, hvis der føres kabler, rør eller ventilationskanaler igennem uden korrekt brandtætning. Derfor vil der i brandstrategien ofte være krav om, at alle gennemføringer i f.eks. EI60‑ eller EI120‑vægge og dæk tætnes med systemer, der er testet og dokumenteret til at bevare konstruktionens EI‑klasse.
Det samme gælder fuger mellem elementer, f.eks. mellem væg og dæk eller i facadeovergange, hvor brandfuger og -mørtler skal sikre, at der ikke opstår sprækker, som flammer og varme kan trænge igennem.
4. Andre relevante elementer
Ud over de klassiske vægge, dæk, døre og gennemføringer findes der en række andre elementer, hvor EI‑krav dukker op i projekterne. Det kan være brandklassificerede lofter under bærende konstruktioner for at opnå en samlet REI‑klasse, brandbeskyttelse af stålsøjler og -bjælker, så de ikke mister bæreevnen, eller afskærmninger omkring særligt brandkritiske installationer som UPS‑rum, sprinklerpumper eller hovedfordelingstavler. Fælles for dem er, at de indgår i bygningens samlede brandstrategi, og at deres EI‑klassificering er en forudsætning for, at brandstrategien ikke kun holder i tegningsmaterialet, men også den dag, der faktisk opstår brand.
